22.03.23 | Nyhed

Alt hvad jeg lærte på vagtuddannelsen hos UCplus, bruger jeg på jobbet 

Som tidligere matematik og psykologilærer på VUC havde Jan ikke lige tænkt på at blive vagt. Men en god ven overtalte ham til at prøve jobbet, og nu er han rigtig glad for sit jobskifte. Og da der en dag opstod en kritisk situation med et knivstikkeri, var han rigtig glad for, at han havde taget vagtuddannelsen. Den betød, at han vidste nøjagtigt, hvordan han skulle reagere.

Vagtuddannelsen åbner døren til mange forskellige jobmuligheder. Jan har prøvet lidt af hvert, både at være tryghedsvagt, og jobbet som servicevagt på Aros og i Føtex butikker. 

Det er en vigtig opgave, jeg har som vagt

Jan elsker sit job som servicevagt på kunstmuseet Aros i Aarhus. Både fordi han arbejder sammen med et helt hus af gode kollegaer, men også fordi jobbet har et særligt fokus på mennesker. Han har altid været god til at skabe gode relationer. Det brugte han, da han underviste på VUC, og det bruger han også nu, hvor han sørger for, at museumsgæsterne får en god oplevelse på Aros. Han klarer alt fra at skanne billetter til at hjælpe gæster, der får det dårligt.

En dag fik han dog ekstra brug for den viden om krise- og konflikthåndtering, han havde fået på vagtuddannelsen. En konflikt mellem nogle teenagedrenge fører til, at en af dem trækker en kniv, og der opstår noget tumult. Museumsvagterne får nys om situationen, og Jan er blandt de første, der møder to unge på vej ned af museets trappe. Han ser blod på deres tøj, og da de ikke vil have hjælp, men prøver at løbe væk, ved han med det samme, at den er gal. Han reagerer helt automatisk ved at tilkalde hjælp og aktivere dørenes nødstop, så drengene ikke kan komme ud. Få minutter senere er politiet fremme, og Jan kan sætte dem ind i, hvad der er sket.

“Dét jeg havde lært på vagtuddannelsen, var direkte overførbart. Vi havde trænet situationer, som mindede om, så jeg var godt forberedt på, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg skulle holde øje med. Lige netop i den situation var jeg glad for alt dét, jeg havde lært på uddannelsen. Det betød, at jeg havde overblik over situationen. Og jeg oplevede jo også, at det er en vigtig opgave, jeg har som vagt.”

Vagtuddannelsen gav mig rigtig brugbar viden

At vagtuddannelsen havde rustet Jan til at bevare overblikket og til at reagere fuldstændigt efter bogen, da det gjaldt, er ikke det eneste han har fået med sig.

“Uddannelsen rummer rigtig meget, og det overraskede mig faktisk lidt. Jeg tror, at der er mange, der ikke er klar over, hvor meget brugbar viden man får. Og jeg synes, at det var fedt at blive klogere på fx retslære; at vide mere om, hvad man må, og hvad man ikke må. Og så har jeg fået vigtig viden og træning i førstehjælp og brandbekæmpelse.”

Også selve læringsmiljøet ved UCplus har været en positiv oplevelse for Jan:

“De tager rigtig godt imod en. Dem man møder i administrationen er super hjælpsomme, og der er en god dialog med alle. Underviserne er imødekommende og giver plads til at man kan stille spørgsmål. Man kan virkelig mærke, at de vil en det godt.

Vagter skaber sikkerhed på den gode måde

Jan vil godt indrømme, at både vagtuddannelsen og jobbet som servicevagt er noget andet, end det han først havde troet.

“Jeg havde det indtryk, at det var lidt af en machoverden. Og at vagter var lidt macho-typer. Men sådan er det ikke. Jeg arbejder sammen med super søde og omsorgsfulde mennesker, som arbejder for at skabe sikkerhed og tryghed for andre.”

Jan er hverken verdens højeste eller bredeste mand, men på uddannelsen fandt han ud af, at det er ingen hindring for at blive en god vagt.

“Jeg er jo 168, så jeg lægger jo ikke lige en bokser ned. Men jeg har lært, hvordan jeg bruger sproget til konflikthåndtering. Og så giver uddannelsen også god træning i, hvordan man håndterer andre ting som observation og kommunikation.”

Kunne du tænke dig at blive vagt?

Med et grundlæggende vagtkursus på 30 dage bliver du klar til jobbet som f.eks. sikkerhedsmedarbejder, runderende vagt, alarmpatrulje, værditransportør, butikskontrollant eller servicevagt.

På UCplus kan du både tage kurset som fuldtidsstudie fra kl. 8.00-15.24 på hverdage eller som en kombination af online- og aftenundervisning med undervisning mandag og onsdag aften fra kl. 15.30-21.00.

Læs mere og tilmeld dig her

Cookies
Tilmeld