En akut mangel på vagter og en stigende ledighed i Thisted og omegn har fået Thisted Kommune og uddannelsescenteret UCplus til at gå sammen om at oprette et fleksibelt uddannelseskoncept, hvor lokale kan blive uddannet til vagter i hjemkommunen.
Svend startede på vagtuddannelsen lige inden Corona lukkede Danmark ned. I en alder af 63 år havde han besluttet endelig at gøre noget ved en tilbagevendende tanke om at blive vagt. Han vidste, at der var mangel på vagter, og at jobbet som vagt giver en masse frihed og ansvar.
Michael er driftsleder. Han lægger vagtplaner og organiserer, men er også selv ude som vagt. ”Der er ikke én bestemt type, som egner sig til at være vagt. En morgenvagt skal kunne give et smil, når en medarbejder har glemt sit kort på køkkenbordet. En nattevagt derimod må gerne være lidt introvert, så han ikke savner selskab. Vigtigst er det, at du har sund fornuft og kan holde øjne og ører åbne.